Diana
– en pige i plejefamilie og specialbørnehave
Direkte aktørperspektiver
Birgitte, Dianas mor
Margit, plejemor
Arne, plejefar
Lotte, sagsbehandler
Indirekte aktørperspektiver
Diana
sundhedsplejerske
familieplejekonsulent
ny sagsbehandler
pædagoger i specialbørnehave
leder i specialbørnehave
Birgittes støtteperson
Tværprofessionelle temaer
Anbringelse uden for hjemmet og samarbejde mellem sagsbehandler, plejefamilie, familieplejekonsulent, sundhedsplejerske, personale i specialbørnehave og forældremyndighedsindehaver
Vurdering af barnets funktionsniveau og sværhedsgraden af barnets behandlings- og støttebehov
Myndighedsudøvelse i børnesager
Didaktiske forslag
Rollespil
Vignetspørgsmål
Lyt til casen
Diana kommer i plejefamilie
Birgitte er 19 år og mor til Diana, der snart er et år. Birgitte har sagt ja til en frivillig anbringelse af Diana i plejefamilie hos Margit og Arne. Det er Birgitte der afleverer Diana i plejefamilien, og Birgittes far, Birgittes sagsbehandler Lotte og en familieplejekonsulent er også til stede. Birgitte afleverer tøj og legetøj, og hun fortæller om Diana, hendes vaner og behov. Det aftales at Birgitte skal se Diana en gang om ugen i to timer. Samværet foregår først i plejefamilien, men flyttes efterfølgende til Birgittes bopæl hvor Arne, som er den primære kontakt for Diana, også er til stede. Margit og Arne aftaler med Lotte og familieplejekonsulenten at Diana stopper i den vuggestue hun er i, så de kan arbejde målrettet på at skabe tilknytning og en stabil hverdag.
Margit og Arne tager Diana med til egen læge fordi hun fordøjelsesproblemer. Lægen foreslår at Diana skal undgå mælkeprodukter, som kan være årsag til hendes fysiske problemer. Da sundhedsplejersken senere kommer på besøg i plejefamilien, er hun imidlertid modstander af at Diana ikke skal have mælkeprodukter. Konflikten optrappes yderligere da Arne og sundhedsplejersken diskuterer Dianas motoriske udvikling. Arne ser en pige som er vant til at sidde i en sækkestol eller ligge på ryggen, men som ikke kan løfte sig op ved egen kraft eller ligge på maven eller kravle, og som heller ikke har lyst til at stå på sine ben eller løfte dem. Plejefar fortæller sundhedsplejersken: ”Diana er påfaldende stille og nem, og hun er svær at få øjenkontakt med. Indimellem har hun voldsomme skrigeture, og vi kan ikke trøste hende. Vi har også bemærket at hun knytter sig mere til mænd end til kvinder.” Sundhedsplejersken mener at Diana er alderssvarende udviklet, og hun mener at Diana skal fortsætte med modermælkserstatningen. Hun er også utilfreds med at Diana ikke længere kommer i vuggestuen.
Plejeforældrene ønsker ikke yderligere besøg af sundhedsplejersken da de oplever at samarbejdet er for vanskeligt for dem. Margit siger om sundhedsplejersken: ”Jeg tror at hun vil de her unge mødre rigtig meget, men på bekostning af børnene. Jeg kan godt forstå hende fordi vi vil også rigtigt gerne Dianas mor. Hun er så sympatisk, og vi kan rigtig godt lide hende. Vi kunne godt anbefale at Diana skal hjemgives fordi Birgitte er sød og empatisk. Det er der ingen tvivl om. Hun er jo svær ikke at holde af, men det gør jo ikke at hun bliver en god mor for sit barn på længere sigt. Hun er en rigtig god mor for Diana i de to timer under samvær, for det er dét hun magter. Hun bliver hurtigt træt.”
Diana er i legestue
Diana er nu 2 år og kommer regelmæssigt i en legestue. I begyndelsen kan hun ikke tåle at Arne kommer ud af hendes synsfelt, men efterhånden fokuserer hun på de andre børn. Hun er især begyndt at vise interesse for børn som er yngre end hun selv er, og hun har begrænset interesse i jævnaldrende børn og voksne. Hun udvikler sig sprogligt og fysisk. Margit og Arne vurderer at hun er klar til at komme i en dagpleje som har erfaring med børn med særlige behov. De kontakter den nye familieplejekonsulent som nu fører tilsyn med Diana. Familieplejekonsulenten mener dog ikke at Diana skal passes i dagpleje når kommunen betaler for fuldtidspasning i plejefamiliens hjem. Familieplejekonsulenten oplyser i øvrigt at al kontakt med forvaltningen fremover skal foregå gennem hende.
Efter et stykke tid tager Arne igen kontakt til den nye familieplejekonsulent. Han fortæller om Dianas aktuelle udviklingstrin og peger på at hun har brug for udvikling af sociale kompetencer blandt andre børn. Arne fortæller: ”Vi oplever at hverken sagsbehandleren eller familieplejekonsulenten tager vores erfaring, viden og vurderinger alvorligt på trods af at det er os som kender Diana fra dagligdagen.”
Diana starter i specialbørnehave
Der er kommet en ny sagsbehandler for Diana, og Arne inviterer hende på kaffe. Den nye sagsbehandler siger under besøget at hun er enig med Margit og Arne i at Diana trænger til at komme i et dagtilbud. De har også fået deres gamle familieplejekonsulent tilbage, hvilket Margit og Arne er meget glade for. Hende har de haft et godt samarbejde med, og hun kender også Dianas problemstillinger godt idet hun var med, da Diana kom i familiepleje. Familieplejekonsulenten peger på en specielbørnehave som et godt tilbud til Diana. Der kan hun få ekstra støtte og begynde med det samme mens der er ventetid på en tilsvarende dagplejeplads. Diana er blevet mere glad, nysgerrig og aktiv. Hun har normal vægt og er næsten renlig.
Første dag i børnehaven oplyser Dianas kontaktpædagog Margit og Arne om at Dianas indkøring i børnehaven skal være af kort varighed af hensyn til institutionens børn, som ikke tåler afvigelse fra regler og rutiner. Margit og Arne får til deres overraskelse pålagt at de skal aflevere Diana kl. 8.00 hver morgen og hente hende tidligst kl. 14.00. Arne fortæller: ”Vi får også at vide at vi kun har ret til tre ugers sommerferie med Diana og at vi ikke må være i kontakt med personalet når vi afleverer hende i børnehaven. Hvis vi vil i kontakt med pædagogerne, kan det ske på de møder som afholdes to gange om året.”
Diana starter i børnehaven ved at Margit og Arne afleverer hende hurtig hvorefter de forlader stuen. Diana skriger og græder voldsomt og længe. Margit og Arne informerer personalet om stærke efterreaktioner i hjemmet, hvor Diana fortsætter med at græde og skrige og er svær at trøste og komme i kontakt med. Hun regredierer, hun er ikke renlig længere og er igen begyndt med en selvdestruktiv adfærd, hvor hun trækker hår ud.
Arne fortæller: ”Dianas udvikling går den forkerte vej. Hun spejler sig i specialbørnehavens børn, som har betydelig nedsat funktionsniveau, og hun udvikler afvigende adfærd, fx tics, skæv kropsholdning og usædvanlig motorik. Hun bevæger sig ikke nok, får for meget mad og slik, tager på i vægt og bliver mere passiv.”
På den baggrund laver Margit og Arne en underretning til sagsbehandleren, som giver underretningen videre til konsulenten for daginstitutioner for børn med særlige behov. Konsulenten indkalder Margit og Arne til et møde med børnehavelederen. På mødet giver lederen udtryk for at Diana er velplaceret i specialbørnehaven og skal blive der indtil hun er skoleklar. Margit og Arne er meget frustrerede og overvejer at give op og opsige plejekontrakten, da de ikke kan holde ud at se på at Diana får det dårligere og dårligere.
Margit og Arne, Birgitte og familieplejekonsulenten kontakter sagsbehandleren, men hun vil ikke diskutere sagen og siger at hun ikke kan tage hende ud og få hende i en anden institution.
Birgitte har i mellemtiden fået en § 54-støtteperson. Birgitte har et godt forhold til plejefamilien og deler deres bekymring for Dianas udvikling blandt børn med funktionsnedsættelse. Derfor får Birgitte sin støtteperson til at observerer Diana under samværet med Birgitte, og støttepersonen tester også Diana efter aftale med plejefamilien. Testen viser at Diana ikke har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse som giver grundlag for en placering i en specialbørnehave. Margit og Arne præsenterer testresultatet for sagsbehandleren, som afviser det og beskylder dem for at overskride deres beføjelser. Herefter kontakter Margit og Arne Pædagogisk Psykologisk Rådgivning for at få råd og vejledning af en psykolog, men der er 1½ års venteliste, og de får at vide at de kun kan tale med en psykolog, hvis de har en henvisning fra en sagsbehandler.
Birgitte bekymrer sig om sin datters trivsel
Birgitte er fortsat bekymret for sin datter og ønsker at tale med sagsbehandleren om handleplanen. Med hjælp fra sin støtteperson skriver hun en underretning, hvor hun udtrykker bekymring for Dianas udvikling. Sagsbehandleren beskylder plejefamilien for at bruge Birgitte til at opnå egne mål og for selv at have skrevet underretningen. Birgitte taler om at Diana snart skal hjem til hende. På et statusmøde oplyser sagsbehandleren Birgitte om at hun må indstille sig på at dette ikke kommer til at ske. Hun forklarer det med at Diana har boet hos plejefamilien det meste af sit liv og har knyttet sig til Margit og Arne, hvorfor udsigten til en hjemgivelse er så godt som ikke eksisterende.
Birgitte vil gerne være mor for Diana, men det er svært for hende. Hun fortæller: ”Når jeg har været sammen med Diana i de to samværstimer jeg har, er jeg træt. Samarbejdet med kommunen har ikke været godt. Jeg mener ikke at der er nogen, der lytter til mig og heller ikke til plejefamilien. Jeg har heller ikke på noget tidspunkt har fået hjælp til at klare de mange vanskeligheder jeg oplever i mit liv. Jeg er begyndt på mange ting, men jeg giver hurtigt op.”
Dianas trivsel og udvikling i specialbørnehaven
Diana er nu tre et halvt år og har fået nye vaner efter et stykke tid i specialbørnehaven. Hun går med halvåben mund og tungen rullet halvt ud af munden. Hun savler. Hun sover uroligt, vågner og græder og får tiltagende skrigeanfald i dagtimerne af ca. 15-30 minutters varighed, hvor hun hverken tåler tiltale eller berøring. Hun river hår ud. Hun har et tvangspræget forhold til mad og spisning, og hun kan ikke kontrollere sin afføring. Også hendes sproglige kompetencer forværres, og sproget er ofte uforståeligt. Hun er blevet mere passiv motorisk, og hun går igen med ble. Hun har kolde kinder, mave og balder, og det ender med at hun får konstateret lungebetændelse.
Efter det halvårlige statusmøde på rådhuset kontakter Birgitte og hendes far Margit og Arne på parkeringspladsen. De har ikke længere så meget kontakt med hinanden da sagsbehandleren har bestemt at Arne ikke længere er en del af samværet. Birgitte har i stedet for fået en samværskonsulent til at støtte hende og Diana når hun har samvær med Diana. Birgitte giver over for plejeforældrene udtryk for sin bekymring for Dianas adfærd og udvikling siden hun er startet i børnehaven. Hun er i tvivl om hvorvidt det er det rigtige sted for hende, men hun turde ikke tage det op under mødet.
Dianas daglige tid i specialbørnehaven sættes yderligere op på trods af protester fra plejefamilien. Udvidelsen af Dianas daglige ophold i institutionen introduceres på et officielt møde i børnehaven. Sagsbehandleren indleder mødet med at gøre det klart at hun er indstillet på at rette sig efter pædagogernes anvisninger selv om hun er opmærksom på at plejeforældrene ikke er enige. Hun udsteder et pålæg om at Diana skal være i børnehaven dagligt fra kl. 8.00 til kl. 15.00, og at Diana ikke skal holde fri sammen med plejefamilien i deres sommerhus når deres andre plejebørn har skoleferie.
Diana får børneeksem på ryggen, armene, benene, kinderne og omkring øjnene. Efter Margit og Arnes vurdering kan Dianas mistrivsel siden opstarten i specialbørnehaven sidestilles med den mistrivsel der førte til Dianas anbringelse. Sagsbehandleren modtager en bekymringsskrivelse fra Birgitte og ønsker efterfølgende ikke at Birgitte og hendes far samarbejder med plejefamilien. Alle henvendelser om Diana skal gå gennem sagsbehandleren, og sagsbehandleren meddeler plejefamilien og den biologiske familie at de ikke længere må have direkte kontakt med hinanden.
Birgitte er ligesom plejeforældrene fortsat bekymret for Dianas udvikling og er bange for at plejefamilien i frustration og afmagt vil sige fra over for plejeopgaven. Sagsbehandleren baserer fortsat handleplanen på de vurderinger som kommer fra personalet i børnehaven. Birgitte er usikker på hvilke rettigheder hun har som mor og siger: “Jeg må ikke være i børnehaven eller snakke med dem. Jeg synes det er irriterende at man skal kæmpe så meget for sit barn. Jeg har selv prøvet at ringe til pladsanvisningen for at høre om man kunne flytte hende, men fik at vide at det kunne jeg ikke fordi ”hun er kommunens barn,” og jeg har ikke noget at skulle have sagt.”
Da Margit og Arne kontakter kommunen for at høre hvornår de vil få svar på den klage de har lavet til ledelsen over sagsbehandlingsforløbet, bliver de informeret om at der er en ny sagsbehandler på sagen, og at den nye sagsbehandler har bestilt psykologundersøgelse af Diana med henblik på en afklaring af hendes funktionsniveau og hendes samlede støttebehov.
Diana får et nyt børnehaveliv
Margit og Arne er indkaldt til det halvårlige møde i specialbørnehaven inden sommerferien. Den tidligere leder har sagt sin stilling op, og de møder specialbørnehavens nye leder, som fortæller dem: ”Jeg forstår intet af det jeg har læst om Diana. Jeg har også læst psykologundersøgelsen, og jeg har observeret Diana på hendes stue. Diana er helt fejlplaceret, og jeg beklager meget at det her er sket. Det er slet ikke i overensstemmelse med specialbørnehavens oprindelige målsætning.”
Margit og Arne bliver meget berørte over det den nye leder siger til dem, og Margit siger: ”Vi kunne slet ikke skjule vores begejstring. Langt om længe blev Diana både set og hørt, og den nye leder var slet ikke i tvivl om hvor stor en lettelse det var for os at høre det hun sagde.”
Den nye leder fortæller dem også at hun efter sommerferien vil lave om i børnehaven, og at Diana skal starte på en ny stue med børn som både er ældre, fysisk raske og kognitivt længere fremme end Diana, så hun kan spejle sig i disse børn. Samtidig fortæller lederen at alle børnene på Dianas nye stue jævnligt skal besøge en almindelig børnehave for at vænne dem til almindelige institutioner og for at specialbørnehaven lever op til kommunens inklusionsstrategi.
Tre måneder efter sommerferien er Diana glad når Margit og Arne afleverer hende i børnehaven om morgenen, og glad når de henter hende om eftermiddagen. Arne fortæller: ”Hun viser nu tegn på trivsel, hun er glad for at være i børnehaven, og hun fortæller os glad om hvad hun har oplevet i løbet af dagen. Hun oplever igen nysgerrighed på livet og har fået glimt i øjet. Vi oplever at hun er ved at finde sig selv igen. På stuen mødes hun med store smil, venlig tale og der er åben dør til stuen. Pædagogerne spørger os tit om hvordan vi oplever Dianes reaktioner efter skiftet.”