Menu Close

Resiliens som fælles begrebsramme

Resiliens som fælles begrebsramme i tværprofessionelt samarbejde

I denne tekst bliver resiliens præsenteret som en mulig begrebsramme i tværprofessionelt samarbejde om børn og unge i udsatte positioner. Først er der en kort præsentation af resiliensbegrebet, og herefter introduceres de forståelser af resiliens, som er valgt som afsæt i udarbejdelsen af undervisningsmaterialet. Til sidst præsenteres ideer til risikoanalyse til brug for arbejdet med casene og med det perspektiv at udforske, hvilke muligheder der er i brug af resiliensperspektivet i tværprofessionelt samarbejde. Hvis I ønsker at arbejde ud fra resiliensperspektivet, er det nødvendigt at inddrage yderligere litteratur om resiliens.

Kort om resiliens

Der eksisterer flere forskellige forståelser af begrebet resiliens. To aspekter indgår i en definition af resiliens, som de fleste forskere tilslutter sig: Der skal for det første være et element af risiko eller belastning til stede. For det andet skal man kunne identificere, at udfaldet er bedre end forventet, når man tager belastningen/risikoen i betragtning. Her er et eksempel på en definition af resiliens:

”Resiliens er et fænomen eller en proces, som er udtryk for en relativ positiv tilpasning på trods af erfaring med betydelig modgang eller traumer” (Luthar i Jakobsen, 2014, s. 22).

Denne definition lader læseren selv komme med fortolkninger af hvad en belastning er, og hvad det vil sige at klare sig godt eller bedre end forventet. Definitionen angiver ikke forklaringer på, hvorfor barnet klarer sig bedre end forventet.

Kort om forskning i resiliens

Forskning i resiliens er oftest rettet mod at identificere i hvilket omfang der finder resiliensprocesser sted, samt hvilke forhold der kan relateres til hhv. at fremme og hæmme resiliensprocesser. Forskningsmæssigt er der belæg for at sige, at en stor del af de børn, der er udsat for betydelig risiko, kan karakteriseres som at have ”klaret sig” (Ottosen et al., 2010, s. 17-18).

Der er begrænset forskning i, hvordan man som professionel, som institution eller som tværprofessionelt team igangsætter resiliensprocesser. Af den grund er der ikke empirisk belæg for, at interventioner baseret på resiliensteori har effekt. Undervisningsmaterialet er funderet på en opfattelse af resiliens som systemisk og processuelt. Det betyder at der ikke er en forventning om, at forskningen ad åre får skabt viden om effekten af forskellige måder at igangsætte resiliensprocesser på. Årsagen hertil er at den type forskning, som effektstudier kræver, kun kan finde sted, hvis resiliensbegrebets kompleksitet reduceres. Jo mere kompleks en intervention er, desto sværere er det forskningsmæssigt at dokumentere forandringer der er afledt af interventionen.

Resiliens i et systemisk og processuelt perspektiv

Den forståelse af resiliens som præsenteres her, er koblet til Urie Bronfenbrenners teoretiske udgangspunkt (der er et særskilt dokument på hjemmesiden om Bronfenbrenners udviklingsøkologiske model).  I et systemisk perspektiv kan resiliens ikke forklares som et kendetegn ved det enkelte barn (se Jakobsen, 2014, s. 23). Resiliens betegner derimod de processer og samspil, som har afgørende betydning for at et barn der er udsat for betydelig risiko ”klarer sig”. I arbejdet med resiliens i et systemisk perspektiv rettes blikket mod de arenaer som barnet er en del af for at få viden om og indblik i, hvordan man kan understøtte barnets resiliensprocesser.

Resiliens og tværprofessionelt samarbejde

Den systemiske og processuelle forståelse af resiliens bidrager med en teoribaseret argumentation for, at det nytter at ”gøre noget” i mange af de forskellige kontekster, som et barn i en udsat position er en del af. Denne viden lægger op til interventioner der er funderet i tværprofessionelt samarbejde.

”Anvendelsen af Bronfenbrenners udviklingsøkologiske model kan være med til at give et billede af, hvor mange forskellige steder og hvor mange forskellige sammenhænge interventioner kan foregå i. Samtidig understreger den økologiske tilgang til at forstå et barns livsforløb også at understøttelse af beskyttelsesfaktorer kan ske på tværs af mange forskellige niveauer – fra barnet over familien til barnets nærmiljø.” (Jakobsen, s. 161).

Der eksisterer således en kobling mellem det systemiske og processuelle resiliensbegreb og det tværprofessionelle samarbejde om børn og unge i udsatte positioner. Når det er hensigtsmæssigt at tænke intervention i flere af barnets arenaer på samme tid, kan resiliensbegrebet udgøre et begrebsmæssigt afsæt for de indsatser, som de forskellige professioner omkring barnet/den unge kan have i fællesskab (Jakobsen, 2014, s. 24 og s. 144).

En tværprofessionel risikovurdering

En risikovurdering kan være afsæt for at arbejde med intervention i et resiliensperspektiv. I analysen kan eventuelle sårbarhedsskabende og resiliensskabende processer samt risiko- og beskyttelsesfaktorer identificeres. Det er væsentligt at arbejde med forholdet mellem viden om risikofaktorer på et generelt plan og om og i givet fald hvordan disse får betydning i den konkrete kontekst. Et eksempel på dette er fx risikofaktoren ”fysisk vold mod børn”. Den grad af udsathed som risikofaktoren fører med sig, er afhængig af den kontekst som barnet bliver slået i. Er der et højt konfliktniveau i hjemmet? Det betyder ikke at det er acceptabelt at barnet bliver slået, men det betyder at graden af udsathed kan variere afhængigt af de øvrige omstændigheder i barnets situation (Axford, 2009, s. 6). Formålet er at analysere i hvilken grad disse risikofaktorer sætter barnet i en udsat position (Jakobsen, 2014, s. 58-59).

Hvilke forhold henholdsvis fremmer og hæmmer resiliensprocesser?

Gennem forskning er der opnået viden om hvilke forhold der kan betegnes som risikofaktorer, og hvilke forhold der kan betegnes som beskyttelsesfaktorer. Det er dog for omfattende at gengive denne viden her. Derfor er der nederst i dette afsnit henvisninger til hvor en del af denne viden kan findes.

Her skal tre forskningsresultater fremhæves:

For det første har mængden af de tilstedeværende risikofaktorer betydning (Jakobsen, 2014, s. 51; Heide Ottosen et al., 2011, s. 17). Det vil sige at én risikofaktor i sig selv ikke udgør en stor risiko, men at en række risikofaktorer udgør en større risiko end blot summen af de enkelte risikofaktorer.

For det andet har varigheden af belastningen betydning. Vedvarende belastning skal opfattes som en risikofaktor i sig selv (Jakobsen, 2014, s. 52; Ottosen et al., 2010, s. 17 og Lausten et al., 2010, s. 90-91).

For det tredje kan forhold i én sammenhæng fungere som risikofaktor og i andre sammenhænge som beskyttelsesfaktor (fx lang tid i daginstitution og skilsmisse).

Viden om risiko- og beskyttelsesfaktorer:

Resiliens- og sårbarhedsskabende processer

I risikovurderinger er det væsentligt at have blik for de igangværende processer, som både kan være sårbarhedsskabende og resiliensskabende. Ved at have blik for processerne kan de tidspunkter og sammenhænge identificeres hvor en eller flere professionelle kan handle på måder, der understøtter en resiliensproces. Der er flere forhold, som man skal være opmærksom på i analysen af processerne:

  • Det er væsentligt at skelne mellem de oprindelige belastninger og de belastninger som er negative følgevirkninger. Fokus skal være rettet mod de mellemliggende processer og ikke mod simple årsagssammenhænge.
  • Det er væsentligt at have indsigt i hvilke belastninger det er muligt at fjerne eller reducere, og hvilke det ikke er muligt at fjerne. De risikofaktorer som ikke kan fjernes, kan man arbejde for at mindske følgevirkningerne af.

Med Emilie-casen som eksempel kan Emilies aktuelle situation analyseres som et resultat af samspillet mellem belastningsfaktorer, som det ikke er muligt at ændre på (anbringelse, måske/måske ikke føtalt alkoholsyndrom), negative følgevirkninger af disse belastningsfaktorer (muligvis uhensigtsmæssig samværsordning med forældre) samt positive kædereaktioner/reduktion af negative følgevirkninger af en belastning (at Emilies lærere har mulighed for at tage visse hensyn til hendes styrker i planlægning og afvikling af undervisning).

Her kommer forslag til nogle spørgsmål der kan stilles til hjemmesidens cases i et resiliensperspektiv.

Eksempler på spørgsmål til casene

  • Analysér barnets/den unges situation. Hvilke risikofaktorer er det muligt at fjerne? Hvordan kan man gøre det? Hvilke risikofaktorer er det ikke muligt at fjerne? Hvordan kan professionelle handle for at mindske negative følgevirkninger af de risikofaktorer som I mener at det ikke er muligt at fjerne? Fokus kan skærpes ved at rette blikket mod processerne (sårbarhedsskabende og resiliensskabende processer) og undersøge hvordan man i tværprofessionelt samarbejde har muligheder for at skabe betingelser for at barnets livsbane kan forandres.
  • Hvilke negative henholdsvis positive kædereaktioner kan man forestille sig at barnets/den unges situation kan afstedkomme? Hvordan kan forskellige professionelle omkring barnet/den unge understøtte positive kædereaktioner? Hvordan kan forskellige professionelle omkring barnet/den unge mindske negative kædereaktioner? Identificér mulige mellemliggende processer.
  • I risikoanalysen af en case kan I vælge at se på jeres egen tilgang til barnets situation. Har I valgt at have fokus på enkeltstående hændelser? Har I undersøgt hvilke processer disse hændelser er koblet til? Med afsæt i resiliensforskning er det centralt i en vurdering af et barns udsathed at have blik for hvordan det ikke er den enkelte hændelse i sig selv der nødvendigvis er afgørende for barnets grad af udsathed.
  • Kan I med afsæt i viden om betydningen af mængden af risikofaktorer forstå, hvorfor barnet i casen agerer som han/hun gør? Giver denne viden anledning til at tilrettelægge den tværprofessionelle indsats på en særlig måde? I kan for eksempel lave en tidslinje over barnets livsforløb for at anskueliggøre en mulig ophobning af risikofaktorer og varigheden og følgevirkningerne af disse (se under tidslinje på hjemmesiden).
  • Et barn eller en ung i en udsat position kan være i den situation, at der finder resiliensprocesser sted i én sammenhæng, men ikke i andre sammenhænge. Finder der forskellige processer sted i de forskellige systemer i barnets/den unges kontekst (jævnfør dokumentet om Bronfenbrenner)?
  • Drøft hvad der skal være til stede for at barnet/den unge i casen klarer sig bedre end forventet. Har I samme opfattelse af hvornår barnet/den unge i casen klarer sig godt nok, og hvornår barnet /den unge klarer sig bedre end forventet? Hvordan kan I afgøre om noget kan kategoriseres som en belastning?
  • Hvor lang tid skal interventionen tage? Hvorfor?

Reference

Axford, N. (2009), Child well-being through different lenses: why concept matters, Child & Family Social Work 14 (3), p. 372-383