Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde vedr. de socialt udsatte børn
Et todages introducerende undervisningsforløb
Formål med dag 1:
Formålet med dagen er gennem en kort samlet gennemgang af regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger at sætte den studerende i stand til dels at foretage en saglig vurdering af hvilke oplysninger det er lovligt at gøre sig bekendt med i et konkret arbejde, og dels give den studerende tilstrækkeligt kendskab til diverse relevante særregler om videregivelse af oplysninger og tværfagligt arbejde
Formålet med dagen er også at den studerende får en klar forståelse af de forskellige sektorers opgaver, ansvar og afgrænsning. Den studerende får større sikkerhed i at se sit eget fag ind i arbejdet med udsatte børn og får herved større forståelse for både egne og andres opgaver, ansvar og begrænsninger i forhold til udsatte børn og afhjælpning af deres problemer.
Formål med dag 2:
Formålet med dagen er at den studerende får kendskab til servicelovens muligheder, af- og begrænsninger i arbejdet med de socialt udsatte børn. Med afsæt i oplæg på dagen og de foregående dages temaer sættes den studerende i stand til at afklare i hvilke situationer der kan og skal ske underretning. Endelig opnår den studerende en øget forståelse for hvilke samarbejdsmuligheder der er i forhold til de børn der modtager foranstaltninger efter serviceloven ligesom den studerendes forståelse for egen rolle i arbejde styrkes.
Plan for dag 1:
Formiddag
De forskellige sektorers opgaver – oplæg, gruppearbejde om cases, diskussioner
Oplæg: Formålsbestemmelserne i de forskellige love gennemgås og herunder inddrages gennem diskussion med de studerende de forskellige fags begreber.
Gruppearbejde: På baggrund af cases diskuteres snitflader og forskelle på de forskellige tilbud/opgaver. Med afsæt i casene diskuteres også hvordan ”sundhed”, ”trivsel”, ”behov for støtte”, ”behov for særlig støtte” osv. skal forstås.
Fx case nr. 3
Tværfaglig eller tværsektoriel sparring – oplæg, cases, diskussioner
Oplæg: Sektoransvar, saglig forvaltning og proportionalitet gennemgås.
Gruppearbejde: Med afsæt i de valgte cases arbejder grupperne med sektoransvar og (begrebet) ”faglige vurderinger”.
Fx case nr. 1 og 2
Eftermiddag
Tavshedspligt, servicelovens § 49a, SSP-samarbejdet, underretningspligt – oplæg
Oplæg: Regler om forvaltningsretlige principper, tavshedspligt, indsamling og videregivelse af oplysninger gennemgås.
Udveksling af oplysninger og samarbejde i det tidligt forebyggende arbejde – cases, diskussioner
Gruppearbejde: Der arbejdes med cases på baggrund af formiddagens oplæg.
Fx case 4, 7 og 9
Afslutning: Opsamling på holdet
Til dag 1 læses:
Formålsbestemmelserne i de forskellige love
- Uddrag af forarbejder/vejledninger til lovene i forhold til forklaringer, definitioner m.v. vedr. lovenes anvendelsesområde, sektorernes pligter og grænser
- Juridiske rammer i det tværfaglige/tværsektorielle samarbejde s. 4-10
- Juridiske rammer i det tværfaglige/tværsektorielle samarbejde s. 11-22
Plan for dag 2:
Formiddag:
Underretning og servicelovens regler om støtte til socialt udsatte børn – oplæg, cases, diskussioner
Oplæg: Servicelovens § 153 og kap 11
Gruppearbejde: Arbejde med cases – fx nr. 5 og 6
Afslutning: Opsamling på holdet.
Eftermiddag:
Samarbejde – hvordan indgår primærsektoren i det konkrete arbejde med børn der får støtte efter serviceloven – kort intro til cases, diskussioner
Gruppearbejde: På baggrund af en kort introduktion diskuteres ud fra cases hvordan et konkret samarbejde kan foregå – både i forhold til inddragelse af primærsektoren i opstillingen af mål og i afhjælpningen af barnets behov i henhold til den plan som kommunen har udarbejdet efter § 140.
Fx arbejde videre med case 5 og 6 efter en evt. underretning og case 10
Afslutning: Opsamling på holdet
Til dag 2 læses:
- Servicelovens §§ 153, 46, 50, 52 og 140
- Juridiske rammer i det tværfaglige/tværsektorielle samarbejde s. 19 og 20-22
Supplerende litteratur:
Bente Adolphsen, Underretninger og undersøgelser, Den sociale skriftserie nr. 1, der kan downloades gratis eller købes i receptionen på Skejbyvej 15.